Etopeia

Indhold

• Eksempler fra Etiopien

Det etopeia Det er en retorisk figur, der består af beskrivelsen af ​​en persons moralske og psykologiske træk. For eksempel: Han sad altid bag på klassen. Han var stille, genert, men meget mere intelligent end resten, skønt han passede på at gå ubemærket hen. De få gange, han deltog i klassen med sin svage stemme, som han kæmpede for at løfte, sagde han ting, der efterlod os alle målløse. Du kunne fortælle, at han var kultiveret, tankevækkende og mindeværdig samt kreativ.

Efterhånden som tiden gik, blev andre træk tilføjet, der tillader forståelse af karakteren som hans personlighed, skikke, tro, følelser, holdninger og verdensbillede.

Ethopeia adskiller sig fra prosopografi (beskrivelsen af ​​karakterernes fysiske udseende) og portrættet (litterær enhed, der kombinerer eksterne og interne træk i karakterbeskrivelsen).

Typisk sker etiopieren, når et tegn får en stemme til at udtrykke sig gennem sine specifikke udtryk, taletilstand og billedsprog. I denne forstand handler det om at lade karakteren tale for sig selv ved hjælp af dialog, monolog eller interiørmonolog.

Etopeia betragtes som en teatralsk ressource, da den tvinger læseren til at komme ind i karakterens psyke og repræsenterer en psykisk grad af beskrivelsen.

• Se også: Retoriske tal

Eksempler fra Etiopien

1. Deres rutiner var så strenge, at naboer brugte dem til at justere deres ure. Dette var Kant, en filosof, der måske på grund af sin syge hudfarve holdt fast ved punktlighed og forudsigelighed indtil sin død. Hver dag stod han op klokken fem om morgenen, fra otte til ti eller fra syv til ni, alt efter hvilken dag han gav sine private lektioner. Han elskede efter måltider, som kunne vare i op til tre timer, og senere, altid på samme tid, tog han en tur gennem sin by, hvorfra han aldrig forlod - og dedikerede sig derefter til læsning og meditation. 10 år gammel gik han i seng.
2. Hans eneste gud var penge. Altid opmærksom på, hvordan man kan sælge, selv de ikke-salgbare, til nogle naive, der stødte på stationen, som han med ord og demonstrationer formåede at fange, selv med en knap. For ham var alt værd, når det gjaldt salg. Sandheden var aldrig hans nord. Derfor blev han tilnavnet sophisten.
3. I hans smil kunne du se hans triste fortid. Alligevel var hun fast besluttet på at lade det være der tidligere. Altid klar til at give alt til andre. Selv hvad jeg ikke havde. Dette er, hvordan han levede sit liv og stræbte efter, at den smerte, han havde gennemgået, ikke oversatte til hævn, vrede eller vrede.
4. De, der kendte min far, fremhæver hans passion for arbejde, familie og venner. Pligt og ansvar begrænsede aldrig hans sans for humor; han havde heller ikke kløe for at vise sin kærlighed foran andre. Religion var i ham altid en forpligtelse, aldrig en overbevisning.
5. Arbejde var aldrig hans ting. Rutinen, enten. Han sov indtil en time og badede tilfældigt. Alligevel elskede alle i nabolaget ham, han hjalp os altid med at skifte det lille horn på vandhanerne eller de udbrændte pærer. Da han så os ankomme lastet med ting, var han også den første, der tilbød at hjælpe. Vi kommer til at savne det.
6. Han var kunstner, selv i sin måde at se på. Opmærksom på detaljer fandt han et værk i hvert hjørne. Hver lyd kunne for ham være en sang, og hver sætning, fragmentet af et digt, som ingen skrev. Hans indsats og dedikation kan ses i hver af de sange, han efterlod.
7. Min nabo Manuelito er et særligt væsen. Hver morgen klokken seks tager hun den groteske hund, hun har, en tur. Han spiller trommer, eller så hævder han, at han gør det. Så fra 9 til du ved, hvornår rummer bygningen på grund af hans hobby. Om aftenen stinker hele bygningen med forberedelsen af ​​ukendte opskrifter, som hans bedstemor engang lærte ham. På trods af støj, lugte og gøen fra hans hvalp gør Manuelito sig elsket. Han er altid klar til at hjælpe andre.
8. Hans kone havde tilsyneladende forladt ham. Og siden da var hendes liv faldet fra hinanden. Hver aften blev han set i kvarterets gårdhave med en flaske billigste vin og et uvasket glas. Hans blik mistede altid.
9. Han rørte aldrig ved en mikrobølgeovn. Langsom varme og tålmodighed var for hende, min bedstemor, nøglen til enhver opskrift. Hun ventede altid på, at vi lænet sig mod døren, med vores yndlingsretter allerede lagt ud på bordet, og hun så opmærksomt på os, da vi nød hver bid med et uafbrudt smil. Hver lørdag kl. 7 skulle vi ledsage hende til messen. Det var den eneste tid på dagen, hvor hun var seriøs og stille. Resten af ​​dagen talte han non-stop, og hver gang han lo, rystede alt omkring ham. Planter var en anden af ​​hans lidenskaber. Hun tog sig af hver enkelt af dem, som om de var hendes børn: hun vandede dem, sang for dem og talte til dem, som om de kunne høre hende.
10. Ord var aldrig hans ting, han var altid tavs: fra det tidspunkt, han ankom til kontoret, i sin altid upåklagelige dragt, indtil uret slog seks, da han gik uden at afgive en lyd. Da hans pande skinnede af sved, var det på grund af bekymring, at han blev vækket, at et antal ikke ville lukke ham. Hans blyanter, som han gjorde uendelige beregninger med, blev altid bidt. Nu hvor han er pensioneret, bebrejder vi os selv for ikke at have hørt mere om ham.
11. Hans liv ligner i sin utrættelige vandring en evangelist fra borgerlig ånd, hvis enorme fald af proselytter han så i seks årtier fodre folkemængder, frigøre kabysslaver, forestille sig afstande, fascinerende høst af lidenskab, lugte det fremmede som sin egen butik med den dyrebare sandeltræ af godhed og opfindsomhed. (Guillermo Leon Valencia)
12. Frygtelige røde blomster blomstrer under deres fredelige ansigter. De er blomster dyrket af min hånd, en mors hånd. Jeg har givet liv, nu tager jeg det også væk, og ingen magi kan genskabe disse uskyldiges ånd. De vil aldrig lægge deres små arme om min hals igen, deres latter bringer aldrig sfærernes musik til mine ører. At hævn er sød er en løgn. (Medea, ifølge Sophocles)
13. Men ak! Jeg lider under en skæbne, der ligner min fars. Jeg er datter af Tantalus, der boede sammen med guddommelighederne, men efter banketten blev udvist fra gudernes selskab, og da jeg kommer fra Tantalus, bekræfter jeg min slægt med ulykker. (Níobe, ifølge Euripides)
14. Datter til den mest berømte borger, Metellus Scipio, hustru til Pompeius, fyrste med enorm magt, mor til den mest dyrebare af børn, jeg befinder mig rystet i alle retninger af en sådan masse ulykker, at jeg kan antage dem i mit hoved eller i stilheden i min tanker, jeg har ingen ord eller sætninger, som jeg kan udtrykke dem med. (Cornelia ifølge Plutarco)
15. Don Gumersindo […] var venlig […] hjælpsom. Medfølende [...] og gik ud af hans måde at behage og være nyttigt for alle, selvom det kostede arbejde, søvnløshed, træthed, så længe det ikke kostede ham en ægte […] Glad og en ven af ​​vittigheder og hån [...] og glædede dem med bekvemmelighed for hans behandling [...] og med hans diskrete, selvom den lille loftssamtale (I Pepita Jimenez af Juan Valera)

Følg med:

• Beskrivelse
• Topografisk beskrivelse